Den tyske industrigigant Siemens' afdeling for telekommunikation vil fokusere mindre på ren IP-telefoni og i stedet forsøge at få foden inden for på markedet for samlede kommunikationssystemer eller unified communication (UC).Det annoncerede selskabet i forbindelse med åbningen af it-messen CeBit den 3. marts 2008, og præsenterede ved samme lejlighed yderligere en række nyheder med udgangspunkt i virksomhedens Open Communications-strategi.
Baseret på Open Source-platform
UC samler IP-telefoni og andre typer IP-baseret kommunikation som beskedtjenester og videokonferencer på samme platform. Siemens' nye platform OpenScape vil således blandt andet kunne fungere sammen med IBM's Lotus Sametime og Microsoft Office Communications Server, og er baseret på open source styresystemet Linux og selskabets OpenSOA-platform.
Den UC-portefølje, som Siemens Enterprise Communications netop har præsenteret, spænder lige fra løsninger til små virksomheder, meget store virksomheder og serviceudbydere til et stort udvalg af brugerenheder. Da Siemens' UC-løsninger er baseret på åbne standarder og interface teknologier, kan de integreres med andre producenters produkter.
Open Communications-strategien
For første gang præsenterede Siemens en High Definition videokonference-løsning, der tager udgangspunkt i virksomhedens Open Communications-strategi og dermed er baseret på åbne standarder frem for proprietære teknologier. Desuden demonstrerede Siemens en helt ny serverbaseret UC-løsning samt en ny version af den modne UC-applikation OpenScape.