DIFO og DK-Hostmaster får nu støtte fra open source leverandørerne i Danmark. Foreningen for Open Source Leverandører i Danmark (OSL), som også Mergeit er medlem af, har netop meldt sig ind i Dansk Internet Forum (DIFO), der gennem selskabet DK-Hostmaster administrerer de danske .dk-domænenavne.
I en pressemeddelelse skriver OSL's formand, Morten Kjærsgaard om beslutningen:
”OSL melder sig ind i DIFO af flere årsager. Dels ønsker vi at udtrykke vores støtte til DIFOs fortsatte administration af .dk domænet, dels er det vores erklærede hensigt at sikre, at administrationen af .dk domænet i fremtiden sker på grundlag af forstærkede principper om åbenhed. Derudover vil OSL arbejde for at medvirke til, at administrationen af .dk sker på grundlag af åbne standarder og på en så transparent måde som muligt. Det er vores opfattelse, at DIFO har oparbejdet stor troværdighed som repræsentant for det danske Internet-samfund - en troværdighed som langtfra matches af dotDK og Afilias, der har været meget lukkede i deres kommunikation med omverdenen.”
”Vi er glade for, at OSL, der er repræsentativ på det væsentlige område for open source, har ønsket at slutte op om DIFO som administrator af .dk-domænenavnene,” hedder det fra DIFO's formand, professor Mads Bryde Andersen i pressemeddelelsen.
DIFO tabte første runde i kampen om den fremtidige administration af de danske domænenavne til konkurrenten dotDK/Afilias. dotDKskal dog stadig dokumentere over for IT- og Telestyrelsen, at de har bred opbakning i det danske internetsamfund, før de kan overdrages den endelige kontrakt på driften af de danske domænenavne. Det skriver Version2.