Den gratis kontorpakke, Openoffice.org, blev mandag den 13. oktober lanceret i version 3.0 på open source-projektets otteårs-dag. Det skriver OpenOffice.org i en pressemeddelelse.
Opgraderingen byder bl.a. på et nyt startcenter, hvor brugeren kan åbne Write, Calc og Impress – OpenOffice’s svar på Word, Excel og PowerPoint m.fl. Herfra kan brugeren skræddersy de enkelte programmer til egne behov ved at downloade udvidelser fra Openoffice.org, ligesom man kender det fra Mozillas Firefox.
I det hele taget er der gjort meget ud af at gøre programmerne brugervenlige i konkurrencen med Microsofts betalte alternativ. Version 3 af kontorpakken byder således også på understøttelse af Microsoft Office 2007-formatet, herunder .docx og .xlsx. Det er dog kun den ene vej, da det ikke er muligt at gemme i dette format.
Opgraderingen er derudover særlig godt nyt til Mac-brugere, da version 3.0 kan køre som Aqua-applikation i OS X uden som før at skulle hjælpes på vej af X11.
Lanceringen af OpenOffice.org 3.0 vil temmelig sikkert betyde yderligere fremgang for den åbne kontorpakke, som allerede nyder stor udbredelse. Således også i Brasilien, hvor OpenOffice ifølge den brasilianske OpenOffice-forening nu har sat sig på en fjerdedel af landets samlede marked, svarende til 12 millioner brugere. Holder tallet vand, er der tale om en procentdel, som placerer den sydamerikanske stat som det mest OpenOffice-begejstrede land i verden.
Brasilien har på flere områder været meget glade for open source-produkter. Blandt andet gennemtrumfede landets præsident i 2005, at alle statslige myndigheder og statsejede firmaer skulle droppe Windows og i stedet bruge Linux.
Trækket fik dengang Bill Gates til at tilbyde brasilianerne en billigere udgave af Windows XP, ligesom han bad om at få et møde med præsidenten - begge dele uden held.