Naturligvis er der flere foredrag, der henvender sig til folk med årelang specialviden inden for UNIX-familien, herunder Linux og FreeBSD. Modsat så har de fleste af konferencens foredrag fokus på at vise hvad man kan, og her kan man snildt være med, også selvom man måske ikke forstår de finere detaljer.
En væsentlig del af at komme til Open Source Days handler om at blive motiveret til at kaste sig ud i nye dele af UNIX-verdenen. Der er jo altid emner man ikke selv er verdensmester i, og derfor er det skønt at høre andres erfaringer. Mange af foredragene afholdes endda af dem som har udtænkt de programmer, som vises frem.
Tillad mig især at sætte fokus på brugergrupperne - se mere på dette link. Ud over et hav af gode foredrag, så er der rig mulighed for at komme hen til NJLUGs eller SSLUGs stand, hvis du gerne vil introduceres til Linux, eller til BSD-DKs stand, hvis du f.eks. gerne vil høre hvorfor FreeBSD bruges af mange teleselskaber. Der er også mange IT-professionelle der har IT-politiske holdninger til den software vi bruger - og her har vi IT-politisk forening til stede. De er altid klar til at tage en diskussion op - især hvis det er software-patenter, fri software kontra proprietær software og meget andet.
Står din kommune for at skulle spare en masse penge på software ligesom min, så er det måske en rigtig god ide at besøge OpenOffice.org brugergruppe-standen. Her er et community af folk, som bruger kontorpakken OpenOffice.org dagligt og kan rådgive jer (p.s. OpenOfffice.org er gratis og kører bl.a. på Windows og Linux).
Endelig er det allervigtigste ved Open Source Days at møde andre, som også interesserer sig for Open Source. Det er klart en hyggelig konference. Folk kommer for at mødes igen - for at snakke. For at lære. Det er især derfor vi fra coord-holdet orker at kaste ca. et halvt års arbejde i det.
Vil du snuse, så køb dog en billet til om lørdagen. Det koster sølle 250 kr for hele dagen. Vi håber meget at se jer til Open Source Days - 3.-4- oktober på Københavns IT-Universitet.