Erlangs opfinder, Joe Armstrong, kalder det fup og fiduser når det objektorienterede paradigme fortæller os, at verden består af objekter, som nemt kan modelleres i programmeringssprog. Det er meget bedre med en model, hvor aktørerne snakker i munden på hinanden, mener han.
Og det er godt nyt i en tid, hvor computerkraften øges via antallet af kerner i maskinen, og hvor alt peger i retning af multikernehardware med én million processorer på én chip i 2019.
"Og hvordan i alverden skal man programmere til det?" spørger Joe Armstrong ifølge Version2. "Alle er på udkig efter løsninger, der kun kræver minimale ændringer, og nogle gange virker det ikke. Hardwarefolk siger, at multikerner repræsenterer et paradigmeskift."
Softwaren skriver sig selv
Og selvom man ikke tør tage hele skridtet og flytte sin kode til Erlang, så kan man stadig tage ideer fra Erlang og benytte dem i andre sprog, som f. eks. Actor-modellen. Således er Erlang ifgl. Armstrong et godt eksempel på at "actors" fungerer. Han sammenligner modellen med måden, hvorpå mennesker interagerer.
"Vi taler til hinanden, vi har adskilt hukommelse. Hvis du ser på samtidighedsmønsteret, så kan du se, hvem der snakker med hvem, men jeg kan ikke "se" objekter. Objektorienteret design fortæller mig, at hjulene på en cykel har noget at gøre med hjul på en bil, og det synes jeg er absurd. Jeg kan ikke se sammenhængen. To mennesker taler til hinanden, de sender meddelelser. Så jeg synes det er meget nemt at modellere. Når vi overfører det ti software - så skriver softwaren sig selv!"
