Det er tilsyneladende ikke nogen god forretning, hvis man forsøger at leve af at sælge hostet IP-telefoni til danske virksomheder. IP-telefoni som en lejet ydelse er nemlig ikke videre populær. Det skriver Computerworld.
80 pct. takker nej
Når man beslutter sig for at overgå til IP-telefoni, handler den første beslutning om, hvorvidt man ønsker at vælge en såkaldt hostet løsning, hvor man lejer IP-telefonien som en ydelse, eller om man skal vælge at investere i et telefonanlæg, også kaldet PBX, og dermed selv huse udstyret og eventuelt også at stå for driften.
Det globale analysehus IDC har spurgt 600 nordiske it-chefer, heraf 150 danske, om deres brug af IP-telefoni. Omkring 80 procent af dem, der er med på IP-telefoni-blgen, har selv investeret i det nødvendige udstyr, hvilket klart og tydeligt indikerer tendensen: Det er slet ikke populært at leje.
"Så langt de fleste har udstyret selv, og af de 80 procent, der har udstyret, er det også de fleste, der selv styrer det," fortæller Brian Troelsen, senioranalytiker hos IDC til Computerworld.
IP-telefoni i fremgang
IDC-undersøgelsen viser, at flere end 20 procent af virksomhederne i dag anvender IP-telefoni i en eller anden form. Det tal forventes at stige til 50-60 procent inden for de næste par år.
"Telefoni er noget forholdsvist centralt for de fleste virksomheder og noget, der bare skal køre hele tiden," siger Brian Troelsen og vurderer, at de udbyderne af hostede løsninger ganske enkelt ikke har været gode nok. Og tendensen til det, som Brian Troelsen kalder ”børnesygdomme”, kan være årsagen til, at kunderne nu er skræmt væk.
Hosting betaler sig sjældent
Asger Villund, seniorkonsulent hos fra Devoteam Consulting, der rådgiver store danske virksomheder om blandt andet IP-telefoni, mener, at de hostede løsninger sjældent kan betale sig.
"Hvis man kigger på, hvad det vil koste henholdsvis at købe en løsning contra at leje en hostet løsning, så ser man, at det typisk bare bliver et spørgsmål om at finansiere indkøbsprisen over tre-fem-otteårig periode," vurderer Asger Villund.