Når Microsoft-softwaren XP afløses af den nye Vista og virksomhederne for alvor skal til at punge ud til et nyt styringssystem til computerne, kan det meget vel betyde frugter i Linux' turban. Det mener ifølge Version2 i hvert fald Mads N. Madsen, administrerende direktør i konsulentvirksomheden It-Quality.
Frygt for det besværlige skift
Mads N. Madsen henviser til, at som situationen er nu, kan virksomhederne være angste for at kaste sig over Linux uden videre, fordi det er besværligt at indkøre et helt nyt system.
"De er bange, fordi alle ved, hvor besværligt det er, at ændre noget i dagligdagen for en kontoransat. I det øjeblik, du piller ved et eller andet, starter der en dominoeffekt af udfordringer – ikke på et teknisk plan, men på et organisatorisk plan. Og derfor kunne jeg forestille mig, at den store Linux-bølge – hvis den er om hjørnet – kommer i forbindelse med at skulle skifte til noget helt nyt. For eksempel hvis du skal skifte til Vista," siger Mads N. Madsen til Version2.
Open Office og Microsofts Office 2007
Han peger på, at der også kan være reelle udfordringer forbundet med oplæring af brugere i forhold til Windows Vista, hvilket i princippet også gør sig gældende i forbindelse med Open Office og Microsofts Office 2007.
"Jeg mener også at Office 2007 kan være katalysatoren til Open Office, fordi springet til Office 2007 læringsmæssigt for den enkelte bruger er så stort, at Open Office faktisk er nemmere at gå til. Og det kan være med til at sætte de her ringe i vandet," siger han.