Bo Vesterdorf, tidligere dommer og retspræsident ved EF-domstolen, bliver sandsynligvis bedt om at stå i spidsen for næste års evaluering af ODF og OOXML. Det skriver Computerworld.
Det er Morten Messerschmidt (DF), som har peget på Vesterdorf i rollen som uvildig ekspert, og Messerschmidt har opbakning fra en samlet opposition. Det var Bo Vesterdorf, der som dommer og retspræsident ved EF-domstolen fastholdt en bøde på 3,7 milliarder kroner til softwaregiganten Microsoft.
Minister skal kigges over skulderen
Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne mener, at det er helt centralt at finde uvildige eksperter, og han ser Bo Vesterdorf som en oplagt kandidat, og at det har vist sig at være nødvendigt at følge processen omkring de åbne dokumentstandarder tæt.
"Desværre har vi jo været nødt til at følge sagen ret tæt blandt andet omkring udvælgelsen," siger Ole Hækkerup til Computerworld og tilføjer, at der også er uenighed om Konkurrencestyrelsens rolle i evalueringen.
"Der bliver fremover også rigeligt behov for fortsat at kigge videnskabsministeren (Helge Sander (V), red.) over skulderen, hvis der skal komme noget som helst fornuftigt ud af det," fastslår Ole Hækkerup.
Tillid fra Microsoft-direktør
Hos Microsoft Danmark afventer administrerende direktør Jørgen Bardenfleth politikernes beslutning. Han håber, at politikerne vil vælge eksperter, som kan vurdere de praktiske aspekter af dokumentspørgsmålet i for eksempel kommunerne.
"Vi har tilllid til, at politikerne kan finde frem til de rigtige personer og koble det saglige med, at de har indsigt i, hvad der er muligt ude i den virkelige verden," siger Microsoft-direktøren, som helst ikke vil blande sig i konkrete persondiskussioner.
Han vil helst ikke blande sig i, hvem der udpeges til evalueringen.
"Men jeg kan forstå, at rent fagligt er Bo Vesterdorf en stor juridisk kapacitet," siger Jørgen Bardenfleth.