Community Day er Open Source-samfundets store dag. I forlængelse af de meget populære Linuxforum og Open Source Days konferencer afholder coord-holdet og Friends of Open Source Days en "Community Day".
Der er fokus på udveksling af viden, almindelig hygge og småsludren med andre ligesindede. De fysiske rammer er Symbion, Fruebjergvej 3, 2100 København Ø.
Blandt dagens talere vil systemkonsulent og udvikler Carsten Frigaard fra Mergeit, fortælle om GPU-programmering.
Som intro til sit indlæg skriver Carsten:
"Moderne grafikkort er små kraftværker af processorkraft: Med hundredevis af enkelte processorer overgår 'Graphical Processing Units' (GPU) langt selv de mest moderne flerkerne CPU chip. Normalt anvendes GPU'erne til at tegne flot 3D grafik, men nye udviklingsværktøjer kan sætte os i stand til at skrive simple C-kode, der kan eksekvere parallel på grafikkortene."
"Denne introduktion til GPU-programmering vil sætte fokus på GPU-programmeringen f.eks. til brug i en Linux Beowulf cluster, komme ind på applikationer, der passer/ikke-passer til GPU'en, samt kort gennemgå nogle best-practice og værste-faldgrupper ved GPU-programmering."
Du kan finde Carsten Frigaard fra kl. 11.30 i lokale M6,
Community Day er en direkte efterfølger til Linuxforum BoF-dag i 2004, 2005 og 2006. Konceptet er det samme, men meget gerne med større involvering fra deltagerne. Defor er der tilføjet flere former for foredrag og præsentationer.
Nysgerrige kan få installeret et nyt operativsystem, du kan få tips og tricks til de programmer din virksomhed eller du selv skal benytte i fremtiden.
Læs mere om dagen på www.opensourcedays.org.