Novell i Danmark havde i sidste regnskabsår et overskud på linje med forrige år med et overskud efter skat på 3,8 millioner kroner. Linux og brugerstyring var drivkraften, og således er det både sikkert og vist, at det er Open source-produkter, der er med til at sikre Novell den danske fremgang. Det skriver Computerworld.
Linux og Identity Management
Drivkraften for Novell Danmark har været en meget positiv udvikling i salget af Linux-produkter og fortsat tilgang af nye partnere. Faktisk har selskabet fordoblet salget af Linux-produkter sidste år.
Derudover har selskabet høstet stor succes gennem salg af Identity Management-produkter med en femdobling af licenssalget, og samlet set voksede licenssalget med mere end 65 procent. Det er specielt Identity Management-løsninger omkring brugerstyring, der spurter frem med en tredobling af omsætningen til blandt andet en række af de nye storkommuner og Region Midt.
Blandt verdens tre førende
Novell Danmarks direktør, Ken Tomassen, vurderer ifølge Computerworld, at selskabet nu har en markedsandel på brugerstyring i kommunerne på en 25 til 30 procent. Han peger blandt andet på, at det er en fordel "at være blandt verdens tre førende" på rettighedsområdet. De to andre selskaber i top tre er ifølge Ken Tomassen IBM og Computer Associates. Selskabet forventer også et positivt resultat for regnskabsåret 2007/08.