Nu er den første mobiltelefon med Googles open source Styresystem Android på vej mod butikkerne, ihvertfald i USA. Det skriver New York Times ifølge Version2.
De amerikanske myndigheder har netop godkendt en telefon fra den taiwanske mobilproducent HTC, som bygger på Android. Android er en softwareplatform og Styresystem, der bygger på Linux, til mobiltelefoner og andre mobile enheder.
Android er udviklet af Google og Open Handset Alliance, som også inkluderer firmaerne HTC, Intel, Motorola, Qualcomm, T-Mobile, Sprint Nextel og Nvidia.
Systemet er ensbetydende med Googles indtog på mobilmarkedet, og open source platformen skal nu konkurrere med andre systemer til smartphones.
Google har netop udsendt en opdatering af Androids udviklingsværktøjer, og firmaet har samtidig givet et bud på en fremtidig tidsplan for systemet. Det skriver Infoworld, som fortæller, at nogle udviklere har klaget over sløvhed fra Googles side.
Opdateringen har rettet masser af fejl. Således citerer Infoworld fra en blog af Google-medarbejderen Dan Morrill, som erklærer at opdateringen også er udstyret med en lang række ændringer i brugerfladen.
Derudover byder opdateringen på nye applikationer så som kamera, musikafspiller, chat-program, billedfremviser, vækkeur og lommeregner.