Enum beskrives som en omfattende udvidelse af funktionaliteten i den danske del af internettet, der kan ende med at skabe revolutioner, samtidig med at det endnu er en teknologi med meget få praktiske anvendelser.
En Enum-database er kort sagt en overbygning på internettets eksisterende Domain Name Server-system (DNS), der binder internetadresser sammen med det talbaserede IP-adressesystem. I en Enum-database udvides mængden af denne data, så der også kan tilknyttes telefonnumre, e-mail adresse eller en hvilken som helst anden form for digital identitet.
Med en fuldt udbygget Enum vil det derfor i praksis være muligt for brugerne at bruge e-mail adresser som telefonnumre. På sigt rummer Enum-standarden også mulighed for, at kommunikationsformer kan integreres i så vidt et omfang, at det ikke mere giver mening at betragte e-mails, Skype, videotelefoner mv. som isolerede systemer, men snarere som valgmuligheder, der eksisterer i skøn forening. Alt hvad der kræves er, at telebranchen udvikler tjenester, der benytter sig af den nye infrastruktur.
Enum-teknologien er allerede afprøvet i udlandet, hvor flere mindre IP-telefoniudbydere allerede har leget med mulighederne. Det har de, fordi det gør det lettere for selskaberne at sende et opkald som en ren datastrøm direkte fra IP-telefon til IP-telefon. Bruger IP-telefoniudbyderen opslag i en Enum-database, kan det hurtigt og automatisk afgøres, om der er tale om en IP-telefon med tilhørende IP-adresse, og opkaldet kan derfor sendes direkte genem det gratis internet.
Prøv selv Enum
Har du en IP-telefon, kan du på www.e164.org få en forsmag på de muligheder, der ligger i Enum-teknologien. Her kan du gratis oprette dig som bruger og knytte en lang række informationer om dig selv sammen under dit telefonnummer. www.e164.org er et frivilligt open source-projekt, hvor brugerne opdaterer informationerne om sig selv. Oplysningerne, der kan knyttes sammen, er vidt forskellige og rummer mailadresser, msn-identiteter og endda almindelige internetadresser.