Håndbogen om open source stiller skarpt på de juridiske aspekter af open source og har til formål at komme eventuel usikkerhed eller tvivl til livs. Bogens komplette titel er intet mindre end: "Vejledning om offentlige myndigheders anskaffelse og brug af open source-software".
”Vores arbejde har vist, at open source egentlig ikke adskiller sig nævneværdigt fra anden software. Dér hvor der er forskelle, har vi forklaret, hvad forskellen handler om. Håndbogen er et praktisk redskab, som kan hjælpe eksempelvis en kommune med at skyde genvej til at komme i gang,” udtaler Martin Høegh Mortensen fra Videnscenter for Software.
Håndbogen er skrevet af dr. jur. Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet i samarbejde med Videnscenter for Software, som bl.a. står bag Softwarebørsen. Det er bl.a. sket på baggrund af henvendelser fra nogle af de myndigheder, som Videnscenter for Software er i berøring med:
”Vi oplever, at mange it-chefer kan se fidusen i open source. Men nogle holder sig tilbage. De har måske spurgt sig selv: Er open source-licenser juridisk kompatible med dansk lov? Og her hjælper vi dem. Vi siger: Det er bare at gå i gang. Der er ingen problemer i open source,” forklarer Martin Høegh Mortensen.
IT- og Telestyrelsen bidrager selv med open source. Styrelsen har udviklet NemHandel, som er en teknologi virksomheder blandt andet kan bruge til at sende fakturaer elektronisk.
NemHandel er udviklet som open source, hvilket betyder, at alle softwareudviklere frit kan indbygge Nemhandel i deres egen software.
Kontorchef i Kontor for It-infrastruktur og Implementering, Christian Lanng, fortæller:
"Alle NemHandel-komponenterne ligger frit tilgængelige på Softwarebørsen, og mange it-leverandører har allerede været inde at hente komponenterne og bygger dem nu ind i deres egne kommercielle it-produkter, hvilket styrker udbredelsen af NemHandel. NemHandel er et godt eksempel på, at vi fra det offentliges side satser på en infrastruktur baseret på open source.”
Bogen er på 115 sider og kan downloades i PDF-format via dette link!