Danmark bryster sig af at ligge helt forrest, når det gælder it. Men særligt det offentlige har helt overset mulighederne i Open Source-software. Det skriver Dagbladet Information.
Her 10 år efter begrebet opstod, er Open Source for alvor ved at indfinde sig over hele verden inden for alt fra tekstbehandlingsprogrammer, webbrowsere, emailklienter og styresystemer. Og den nyeste udvikling er, at også den offentlige sektor har fået øjnene op for det. I Frankrig skifter 400.000 statslige computere Microsofts Office-pakke ud med open source-pendanten Open Office, og lignende projekter er i gang i Tyskland, Finland, USA, Kina, Argentina og Brasilien for bare at nævne nogle. Men det sker bare ikke for Danmark.
Milliardbesparelser i sigte
Det er ellers ikke økonomiske incitamenter til fordel for Open Source, der mangler. Netop Teknologirådets rapport viste allerede i 2002, at der var mulighed for at spare "milliarder af kroner", og for to år siden viste en rapport fra analysefirmaet Rambøll, at alene et skift over til Open Office som i Frankrig ville kunne spare den offentlige sektor i Danmark for over en halv milliard kroner over fem år.
Jens Hörlyck, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, siger til Dagbladet Information, at Microsofts priser bærer præg af, at den amerikanske gigant næsten har et fuldstændigt monopol på det danske marked:
”Problemet med Microsoft er sådan set ikke kvaliteten af produkterne. Det er, at de får en monopolgevinst, som er helt absurd høj. Og så længe de har den monopolgevinst, vil alt andet være en fordel økonomisk,” forklarer Jens Hörlyck.
Snuhed og vanetænkning
Men i Danmark har man altså alligevel næsten konsekvent valgt at fortsætte med at handle hos Microsoft i den offentlige sektor, og forklaringen skal ifølge eksperter primært findes i såvel smarte forretningsmetoder fra Microsofts side som vanetænkning hos de offentlige indkøbere og passivitet fra Folketingssalen.
Særligt Microsofts såkaldte Enterprise-aftaler kritiseres for at være ekstremt økonomisk ufordelagtige. Med en Enterprise-aftale binder man sig for minimum tre år og betaler samtidig for samtlige programopgraderinger i den periode.
”En Enterprise-aftale giver kun økonomisk mening, hvis man bruger alle de opgraderinger, Microsoft tilbyder, men hos langt de fleste både private og offentlige myndigheder, får man en ny pc hvert tredje, fjerde år, og så får man et nyt Styresystem med. Der er ingen, der foretager en fuldstændig opgradering hver gang, der kommer en ny pakke, og derfor giver Enterprise-aftaler ingen mening overhovedet,” understreger Morten Kjærsgaard, formand for Foreningen for danske open source-leverandrer.
Morten Kjærsgaard mener, at vanetænkning er en væsentlig grund til, at de enkelte it-chefer i den offentlige sektor alligevel vælger Microsoft.
”Man fortsætter i det samme spor, for det er det, man altid har gjort og har fået at vide, er det sikre. Hvor man for 20 år siden sagde: 'Der er ingen, der er blevet fyret for at købe IBM,' siger man i dag: 'Der er ingen, der er blevet fyret for at købe Microsoft.'”
Spændende udvikling forude
Morten Kjærsgaard forventer da heller ikke, at Open Source-industriens fremmarch i Danmark kommer lige med det samme. Han mener at der nok vil gå op imod fem år før der rigtig begynder at ske noget, men understreger, at der alligevel er grund til optimisme.
”I øjeblikket kører vi i Danmark en forsøgsperiode med to dokumentformater, Microsofts format OOMXL og det åbne format ODF, og en forudsætning for at kunne fortsætte med at køre med to standarder – det er uklogt, men det ønsker ministeren altså – er, at de to kan 'snakke sammen', og at der kan ses konkurrence på området. Hvis vi ikke inden for det næste års tid ser konkurrence på det her område, bliver Microsoft dømt ude. Det har folketingspolitikerne sagt, og det er vi mange, der vil holde dem op på – og så kan det gå rigtig stærkt,” siger han.