Konkurrencestyrelsen kan ikke nå at blive færdig med den med spænding ventede rapport om åbne standarder, som oprindeligt var planlagt til at udkomme 1. juli 2009 - 15 måneder efter, at arbejdet blev sat i gang. Det skriver Computerworld.
Forsinkelsen er medvirkende til, at datoen for en endelig afgørelse om de åbne standarder nu skubbes til helt hen til 1. november.
Dermed forlænges diskussionen om, hvorvidt det offentlige Danmarks dokumentstandard skal være det open source-baserede ODF eller Microsofts OOXML, som gik i gang, da Folketinget i sommeren 2006 besluttede at indføre åbne standarder på syv områder i det offentlige Danmark.
Konkurrencestyrelsens forsinkelse skyldes ifølge Computerworlds oplysninger ikke mindst udfordringer med at få færddiggjort de undersøgelser, der er blevet foretaget i arbejdet, hvor hver en sten i den stærkt komplicerede sag skal vendes og drejes.
"Rapporten udkommer formentlig til august. Det ligger ikke klippefast endnu, men vi forventer kraftigt, at det bliver til august," lyder det fra Lisa Sandager, kommunikations-konsulent i Konkurrencestyrelsen.
Tidsplanen for de åbne standarder har tidligere givet hovedbrud i det offentlige.
Således udløste også den oprindelige udgivelsesdato for Konkurrencestyrelsen rapport - sat til 1. juli 2009 - bekymrede miner blandt Folketingets it-ordførere. De frygtede, at der ikke ville være tid nok til at færdigbehandle sagen, i det også prøveperioden udløb 1. juli, hvor Folketinget er gået på sommerferie.
Denne uro har ifølge Computerworlds oplysninger været medvirkende til Helge Sanders beslutning om at forlænge prøveperioden. Forsinkelsen skyldes altså ikke entydigt Konkurrencestyrelsens forsinkelse.