Hvem kender ikke den lille, buttede Linux-maskot, Tuxen, som har det med at associere sig til alt, hvad der handler om open source software? Det gør de fleste vel, men kender du så også historien bag?
Af: Jacob Munkholm Jensen
Tuxen er den officielle maskot for open source-mastodonten Linux. Oprindelig blev den lille, buttede pingvin skabt som et bidrag til en Linux-logo konkurrence, og er i dag det mest kendte billede på styresystemet Linux. Tuxen findes i et væld af varianter, og bruges også i diverse Linux-spil.
Konceptet bag den lille Linux-maskot kom oprindelig fra Linus Torvalds, skaberen af Linux. Tux er dog opfundet af Larry Ewing i 1996 efter forslag, stillet af Alan Cox og finjusteret af Linus Torvalds.

Linus fik sin inspiration fra et foto, fundet på et FTP-websted, der viser en pingvinfigur, som på forunderlig vis ligner the Creature Comforts-karaktererne, skabt af Nick Park. Den første person, der kaldte pingvinen for "Tux" var James Hughes, der sagde, at det stod for "(T)orvalds (U)NI(X)". Men mange mennesker har bemærket, at Tux også er en forkortelse af smoking, som jo ofte er det udstyr, man tænker på i forbindelse med en pingvin.
Som nævnt var Tuxen oprindelig tænkt som et indlæg til en Linux logo-konkurrence. Tre af sådanne konkurrencer fandt sted, og hver gang med Tuxen som kandidat - og dog vandt den faktisk ingen af dem. Således er Tuxen reelt ikke, som nogen måske tror, Linux' logo, men derimod almindeligt anerkendt som netop Linux-maskotten
Linus Torvalds siges at være besat af "ikke-flyvende, fede vandfugle", som kolleger kalder dem, og Torvalds selv hævder at være blevet inficeret med den sjældne sygdom "penguinitis" efter et nap af en pingvin.
"Penguinitis gør at du holder dig vågen om natten og bare tænker på pingviner og føler en enorm kærlighed til dem," skal han have påstået.
Selvfølgelig er Torvalds' formodede sygdom bare en vittighed, men på en måde blev han faktisk "bidt" af en lille, fed pingvin under et besøg på National Zoo & Aquarium, Canberra, Australien. Torvalds var på udkig efter noget sjovt og sympatisk at associere med Linux, og så var det at han fik øje på en lille, let overvægtig pingvin, siddende afslappet i sit indelukke efter et måltid fisk.
I et interview kommenterede han dette "pingvinbid" således:
"Jeg har været i Australien flere gange, mest for Linux.Conf.Au. Men det var på min første tur, at jeg blev bidt af en glubsk, fedladen pingvin. Man burde virkelig holde disse dyr indespærret! det var i 1993 eller deromkring, hvor jeg skulle tale for den australske Unix Users Group.
Siden er Tuxen efterhånden blevet selve indbegrebet af Linux, og dermed også på en måde af open source. Det første man ser i forbindelse med Linux er Tuxen, og det første der falder de fleste ind når tanken falder på open source, er... Linux.